BBR nu splittet op i to registre

Den 11. maj 2015 har KOMBIT lanceret en ny version af Bygnings- og Boligregistret (BBR) og udskilt adressedelen til det nye register Danmarks AdresseRegister (DAR).

Den 11. maj 2015 blev nye releases af Bygnings- og Boligregistret (BBR version 1.7) og Danmarks AdresseRegister (DAR version 0.9) sat i drift.

Nu to registre

Med releasen er BBR nu splittet op i to selvstændige registre, nemlig BBR som fremadrettet udelukkende vil indholde oplysninger om bygninger og boliger, og DAR som fremover er det autoritative register for adresser.

Opsplitningen går forud for nye udbud af både BBR og DAR. Hvem der vinder disse udbud vil blive offentliggjort i løbet af sommeren 2015.

Test gennemført med otte kommuner

Forud for releasen har parterne bag registrene – KOMBIT og Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter – i samarbejde med leverandøren KMD gennemført brugertest af systemerne. Til disse tests var BBR-registerførere og adressemedarbejdere fra otte kommuner repræsenteret.

Resultatet var en række ændringsønsker og forbedringsforslag, som KOMBIT nu er i dialog med KMD omkring. Vi vil udsende information om implementering af disse ønsker og forslag, så snart vi ved mere.